Om Excel-regneark.dk
Om Excel-regneark.dk – fra Riallica til i dag
Da Excel blev en passion
Tilbage i midten af 90'erne fangede regneark for alvor min interesse. Det begyndte med Lotus 1-2-3, men skiftede hurtigt til Excel, som viste sig at have helt andre kvaliteter.
Jeg arbejdede dengang på en etiketfabrik og fik til opgave at beregne størrelsen på et styrehjul (et tandhjul), der skulle bruges til at lave tyverisikringsetiketter til biblioteksbøger. Jeg lånte en laptop fra kontoret og kæmpede lidt med de programmer der lå på den - men så opdagede jeg noget der hed Excel..... Bevares – jeg havde i forvejen et nært forhold til min lommeregner, men Excel kunne altså noget, som lommeregneren ikke kunne. Hold da op!
Det var pokkers svært i starten, men samtidig fascinerende. Jeg blev hurtigt hooked og begyndte at lave små budgetter, tilbudsskabeloner og forbrugsberegnere til eget brug.
Riallica Regneark - helt tilbage fra begyndelsen
I midten af år 2000 fik jeg idéen til at lave en lille hjemmeside, hvor jeg kunne dele mine regneark. Det hele startede med en privat hjemmeside ved navn Riallica Regneark. Navnet var sammensat af de to første bogstaver i mit, min hustrus og mine to børns navne – og jeg syntes, det lød lidt fancy.
Hjemmesiden lå på adressen hjem.get2net.dk/Riallica og var bygget i Microsoft FrontPage (det bar den også tydeligt præg af).
Excel-regneark.dk
I 2006 lykkedes det mig at bygge en hjemmeside i et lidt mere moderne design, som dog kun nåede at køre i omkring et år. Jeg fik hjælp af en tidligere kollega til opsætning af domæne, webhotel, Google AdSense og ikke mindst SEO. Samtidig rådede han mig til at udskifte navnet Riallica med et mere mundret navn. Jeg syntes, at navnet Excel-regneark.dk lå lige til højrebenet, og på trods af at min tidligere kollega mente, at det var en dårlig idé, købte jeg domænet den 13-05-2007.
Inden længe havde jeg en velfungerende hjemmeside – og rent faktisk også en fin indtjening fra reklamer. En anden tidligere kollega, introducerede mig til en WYSIWYG-editor og et lille CMS, som han havde udviklet til sin egen hjemmeside. På det CMS har jeg siden bygget videre, og selvom systemet er udbygget ret voldsomt gennem de mange år, danner grundtanken om systemet stadig fundamentet.
Der er ikke meget tilbage af oprindelige CMS (selvom designet stadig minder lidt om), men de to herrer kan tage en stor del af æren for, at siden blev skubbet i gang tilbage i 2006/2007.
Den 17. marts 2008 blev Excel-regneark.dk officielt en registreret virksomhed, da både omsætningen og behovet for at sende fakturaer meldte sig og krævede et CVR nummer.
BST Utilities
I 2009 flyttede jeg mit Excel-add-in, BST Utilities, ud på et selvstændigt domæne for at holde Excel-regneark.dk til det oprindelige formål: gratis regneark.
BST Utilities er siden vokset op til en "voksen dame" med over 125 ekstra funktioner til Excel. Historien bag dette værktøj kan læses på bst-utilities.dk.
Dansk Regneark Forum
I årene op til 2010 fik jeg jævnligt henvendelser fra brugere, som havde udfordringer med deres daglige brug af Excel. Der var ikke mange andre steder at gå hen for at få hjælp, og jeg kunne ikke nå at svare alle.
De gamle nyhedsgrupper på usenet (fx dk.edb.regneark) var ikke længere tidssvarende, og der manglede et dansk Excel-community, hvor man kunne få hjælp. Jeg fik derfor idéen til Dansk Regneark Forum og løb risikoen for en fiasko ved at lancere det som en underside til Excel-regneark.dk.
Det gik trægt i starten – jeg stillede selv spørgsmål og besvarede dem for at skabe aktivitet. I dag er der over 2.700 brugere, and still counting.
I dag
I dag er Excel-regneark.dk en forholdsvis kendt hjemmeside med 25 år på bagen, hvor de mange besøgende er "stamkunder" – forstået på den måde, at de bruger vores skabeloner i hverdagen, fx vores kalendere, skabeloner til budgetlægning, låneberegning eller hjælp til formler eller VBA. En stor del af de besøgene finder os via Google, som jeg alle årene har haft et godt samarbejde med.
Selvom Microsoft ikke direkte er en del af denne side, er den på sin vis en hyldest til et af deres kerneprodukter. Man kan næsten kalde det et fansite. Det er heller ikke gået ubemærket hen, for jeg har flere gange været inviteret til Danmarksmesterskaberne i Excel. Ikke som deltager, men som “ven af huset”. Måske det sker igen en dag.
At blive Excel MVP er også blevet nævnt for mig et par gange, især på grund af mit engagement i Dansk Regneark Forum, men det er meget tidskrævende, og jeg er ikke sikker på, at jeg har timer nok i døgnet til det.
Der kommer ikke så ofte nye regneark, men de eksisterende bliver løbende opdateret. Jeg involverer mig sjældent i større konsulentopgaver og undgår så vidt muligt at blande mig i forummets tråde. Tiden går primært med at sikre, at de produkter jeg leverer, fungerer optimalt, både hjemmesiderne og i særdeleshed de regneark jeg stiller til rådighed.
Skulle du støde på noget, der ikke spiller, hører jeg meget gerne fra dig.
Hvis du interesseret i at læse mere om min arbejdsmæssige baggrund, kan det findes i min profil på LinkedIn
Jeg håber du finder nytte i Excel-regneark.dk
Allan Thustrup Mortensen
Excel-regneark.dk

Omtale
I forbindelse med arbejdet med Excel og regneark er jeg blevet interviewet, omtalt eller citeret enkelte gange. Her er et par udvalgte artikler fra de seneste år:
Talnørdernes hævn - Føljeton, Rosine Ulrich, 2025
Artikel om regnearks vigtige betydning i samfund, økonomi og arbejdsliv.
I graven for sit regneark - Føljeton, Rosine Ulrich, 2025
Vi kommer ikke udenom det - alt starter med et regneark, også i 2025. Et interview om et langt arbejdsliv med regneark, udvikling af systemer og struktureret dataarbejde.
Tabeltankegangen - Føljeton, Rosine Ulrich, 2025
Alle kan lære det og man gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at komme i gang. Artikel om opbygning af tabeller og den pædagogiske tilgang til Excel.
Excels LeBron James - Føljeton, Rosine Ulrich, 2025
Sjov titel som Føljeton har valgt, men i bund og grund en artikel om VM i Excel, selve konkurrencen og mellem linjerne om, at Excel ikke nødvendigvis er en sport for alle.


